Så gik 3 uger i New Zealand på, hvad der på samme tid føles som vildt kort tid (fordi tiden er fløjet afsted i fantomfart) – og vildt lang tid (fordi de oplevelser jeg skrev om sidst, virker som lysår væk nu, fordi vi har oplevet SÅ meget siden!).
Og nu sidder vi i flyet på vej mod Bali – på vej mod ”ferie fra ferien” 😉. Det betyder, at jeg nu har 6 stive timer til at opdatere jer på det hele, – herligt, hva’? Så kan du godt smække stængerne op og finde popcornene frem. 😉 … just kidding – jeg skal prøve at gøre det så kort som muligt, men hey, du har jo ligesom selv valgt at læse med ikk’? (det er jeg i øvrigt meget taknemmelig over 🙏🏻).

Well, inden vi kom til Sydøen, havde vi det sådan lidt: Ok, NZ er nice nok, men altså … Det’ ikk’ Australien. Fast forward til 10 dage senere og mig der går rundt i Queenstown og tænker: ”Jeg vil bo her” (rolig mor …hjembilletten er bestilt) – og det vildeste comeback til NZ, der i den grad fik reddet sig en forlænget spilletid og (en endnu uafgjort) straffesparkskonkurrence mod Aussie. Kunne ikke dy mig for fodboldreferencen – man er vel en Grønning …
Men HOLD. NU. KÆFT, hvor er Sydøen pæn! Jeg har ikke haft computeren fremme på en eneste af køreturene. Jeg har bare kigget ud ad vinduet. Landskabet er fuldstændigt ubeskriveligt imponerende. Det var som at køre på en anden planet. KÆMPE bjerge, der afløses af de grønneste marker med millioner af får og køer, der afløses af kæmpe spejlblanke søer, der er mere blå end … blå, der afløses af smukke lupinmarker, der afløses af endnu højere bjerge med sne på toppen. Hotelnørden er imponeret – over noget andet end hoteller😲! 👏🏼👏🏼👏🏼

Vores første destination på Sydøen var vindistriktet Marlborough, nærmere bestemt byen Blenheim der proklamerer at være ”the sunniest place in New Zealand” på byskiltet, når man kører ind i byen. Så her havde vi 3 dejlige overskyede dage og en temperatur, der lige sneg sig op på 17,9 grader, når den var på sit højeste. Men så var det jo godt, det ikke var solen, vi var kommet for at bade i, men – godt gættet: Vinen! For hvad vi ikke fik i solskin, fik vi til gengæld i Sauvignon Blanc, som er den drue, Marlborough er særligt kendt for, og som der produceres absolut mest af (faktisk er omkring 80 % af al vin fra Marlborough Sauvignon Blanc). Vi havde været så heldige at få en vin-tur i julegave. Den gik ud på, at vi på 7 timer besøgte 5 forskellige vingårde (heriblandt Louis Vuittons berømte Cloudy Bay) og smagte 4-6 vine hvert sted. You do the math. Og lad mig bare sige det sådan, at spyttespanden blev brugt mere flittigt af nogle end andre … Én af dem, der ikke brugte spyttespanden, var en fyr fra Canada, som vi syntes rigtig godt om, indtil han breakede, at han skulle være tilbage kl. 18, fordi han skulle køre til færgen. Køre. ALTSÅ KØRE. I BIL. Efter 4-6 X 5 minus spyttespand. Jeg var i chok! … og fik jeg i øvrigt nævnt, at en af de andre deltagere på turen var en dansk kvinde, der arbejder hos Rigspolitiet?
Men bortset fra det, så var det (naturligvis) en retti’ sjaw dag.

Næste destination var Kaikoura. En rigtig beach-town, som vi blev ret vilde med. Måske fordi, den var leveringsdygtig i det solskin, Blenheim havde snydt os for. I Kaikoura havde vi også en julegave, der skulle indløses: Hval-tur. Selve sejlturen tog to timer, hvoraf 5 minutter af den tid involverede hval. Men sådan er det jo, når man har med vilde dyr at gøre. Og jeg har stor respekt for turoperatørernes respekt for dyrene og det faktum, at det skal afvikles, så vi ikke genererer hvalerne. Men vi fik da et flot haleslag fra en kaskelot – altså sådan en krabat som vejer op til 41 ton og kan blive op til 20 meter lang, og som spiser ca. 900 kg mad om dagen. Og en hel masse god hval-info, som jeg dog ikke vil love, at jeg kan huske, når vi kommer hjem. Men det kan dyrehviskeren sikkert.

Derudover fik Jacob overtalt mig til ”Seal Swim” – altså at snorkle med vilde sæler. Nu er jeg jo ikke ligefrem kendt for mit ”dyretække”, så jeg var sgu lidt nervøs for det. ”Jeg kan jo ikke kommunikere med de sæler der, altså”, sagde jeg til dyrehviskeren. Men jeg kunne jo heller ikke have siddende på mig, at jeg ikke turde. Så næste morgen stod jeg i 2 lag tyk lycra – klar til at blive smidt i vandet og gå direkte i stirrekonkurrence med de vilde sæler. Stirrekonkurrence var der ikke meget af, men der var til gengæld sæler, der svømmede lige nedenunder os og lige ved siden af os. Altså sådan helt tæt på, som i: under en meters afstand. Det var noget af en oplevelse. Og jeg var (næsten) ikke bange! Tak til dyrehviskeren for at overtale mig.

Herefter havde vi en eftermiddag og aften i Christchurch, som er en af NZ’s største byer. Igen: Cafe-crawling. Igen: Pisse hyggeligt. Igen: Mega dyrt …

I sku’ prøve det der cafe-crawling. Man bliver sgu i sådan et herligt humør af det.

Næste morgen havde vi en lang køretur på 4 timer til Mt Cook, NZ’s største bjerg (3724 meter). En fantastisk smuk køretur, hvor vi på ingen måde kunne køre forbi denne smukke sø uden at gøre et stop 👇🏼

Smukke Lake Tekapo. Det kommer slet ikke til sin ret her.

Her er der altså tale om et af de der øjeblikke, hvor vejen pludselig drejer og vi begge to bare siger ”Waaaaaauw”! Og så med Mt Cook i baggrunden. I selve området ved Mt Cook gik vi en flot (men desværre ret overrendt) hike, hvor vi fik en super udsigt af det mægtige bjerg.

Vi (hotelnørden) havde booket en af turens mere spektakulære overnatninger denne nat. En rumraket. Altså den her fætter 👇🏼

Er jeg den eneste, der synes, den er for feee’?

Noget af det, der er særligt ved dette område i NZ er, at det er et Dark Sky Reserve, hvilket vil sige, at der ingen kunstig belysning er i området. Effekten af det er en virkelig flot stjernehimmel, hvor du kan se mange flere stjerner end andre steder i verden. Rumraketten var indrettet så smart, at der var et kæmpe loftsvindue, så man kan ligge og kigge på stjerner fra sengen om natten. Ulempen ved den aktivitet er, ja … at den foregår om natten. Hvor man sover. Men altså… Det var helt vildt flot, de to sekunder jeg oplevede af det, hvor Jacob vækkede mig og sagde ”seeeee, alle stjernerne skat”. Min reaktion: Tag telefonen. Tag et billede. Sove sove sove. Det blev i øvrigt et elendigt billede …
Til gengæld, så var jeg frisk til at vågne tidligt og se solopgangen direkte fra sengen – mens stjernekiggeren lå og boblede. Hæhæhæ. 1-1.

En anden detalje ved rumraketten var beliggenheden. I en ”lufthavn”. En meget lille en af slagsen vel at mærke, som der kun flyver private fly fra – OG skydive-fly. Så da vi stod op næste morgen, kunne vi nyde synet af et lille propelfly, der lettede lige for næsen af os – og 10 minutter senere dukkede der nogle små prikker op på himlen, som kort tid efter blev til flotte faldskærme. Skydiving. Det var alligevel lidt spændende. Og altså det var som om, at det lå lidt mellem linjerne, når nu skydiving-centeret decideret var vores nabo. Og for at gøre en meget lang skal/skal-ikke- og vi-har-ikke-flere-pladser og så-finder-vi-da-bare-et-andet-sted-historie kort, så endte vi lige pludselig med at sidde i et lille propelfly med hver vores mand med en faldskærm i rygsækken godt monteret fast til os. Og 4 kilometers lufthøjde senere, hoppede vi så ud fra et fly. 45 sekunders frit fald. Og så kom faldskærmen. Den lader vi lige hænge lidt i luften. (høhø 🤣)

Jeg har prøvet det før. Og hold kæft hvor var det mega møghamrende sjovt her anden gang! Wuuuuuh! For Jacob var det en fuldstændig vanvittig oplevelse, som hans måde at udtrykke sig på, bevidner meget godt; nogle råber ”wooooow”, nogle griner helt vildt, nogle råber ”shiiiit”. Og så er der Jacob Friis Rasmussen, som, da faldskærmen bliver udløst og instruktøren råber ”how was it”, svarer med et: YIPPE-KAY-YEAH-MOTHERFUCKER! Den lader vi også lige hænge lidt …

Selvfølgelig skal man ringe hjem til mor og fortælle, at man lige har hoppet ud fra et fly <3

Senere samme dag ankom vi til Queenstown …og præcis som tidligere med Hr. Virus havde vi nu fået en ny ekstra passager med: A. Drenalin. Så et par timer senere havde vi booket tid til at springe New Zealands højeste bungyjump næste morgen. Hvorfor nøjes? 😱

Også dette bungyjump har jeg prøvet før. Og det blev naturligvis påpeget både foran instruktørerne og resten af gruppen, som også skulle hoppe direkte på hovedet ud i ingenting fra 134 meters højde den dag. ”Oh so you’re the experienced one, you know how to do”. Her refererer instruktøren bl.a. til, at man, efter man har hoppet, og når man skal trækkes op igen, skal hive i sådan en snor for at få vendt sig selv om, så man ikke bliver trukket op med hovedet hængende nedad, da det ikke er så ”comfy”. (Ja – det beder de dig lige om at være i stand til at kunne administrere, efter du har kastet dig selv ud i en kløft fra 134 meters højde… !) Well, hvordan skal jeg forklare det? That’s not exactly how it went for “the experienced one” … Jacob var den første til at hoppe. Og på trods af skælvende ben, så var han helt cool på ydersiden og havde overskud til at smile til kameraet, inden han hoppede. And oh what a jump! Det var et ægte og meget smukt I-believe-I-can-fly-hop. Og han kom selvfølgelig op med hovedet opad – og kæmpe smil på 👇🏼

Anderledes gik det for ”miss experienced”, der lavede det grimmeste maveplasker-hop (hvis man kalde det det, det var nærmere et fald…), fægtede vildt og voldsomt med armene – og selvfølgelig IKKE formåede at få trukket korrekt i snoren (på trods af, at det lykkedes fint for mig første gang, jeg hoppede for 8 år siden) og derfor måtte blive trukket op med hovedet og det lange lyse hår pegende direkte ned mod kløften. Det har mr. Yippi-kay-yeah selvfølgelig en rigtig sjov video af. Og det skal I sgu være glade for. Jeg synes nemlig selv, at mit hop var så grimt, at jeg nægtede at købe den professionelle video, der bliver optaget af dig. Man har vel nøkker som ”experienced jumper” …

Men hey, jeg har stadig sprunget bungyjump. IGEN. Og det er vel cool nok i sig selv?

I kan se videoerne af A. Drenalins rejsekammerater på ”slap line” her: https://1drv.ms/u/s!ArsKY6DVAuyug59xcNZCY98R4fa1wA?e=aZU73K

Og sådan sluttede road trip-delen af rejsen og vores eventyr i NZ på bedste vis.
Og så nåede jeg halvvejs til Bali. Og du er sgu sød, hvis du er nået helt herned i denne lidt lange beretning.

Nu: Ferie!
Hej hej.

Blog

ROADTRIP PART 2: Smuk, smukkere, Sydøen. Og noget om at hoppe ud fra (bl.a.) et fly.