Det er vist ved at være lidt tid siden, vi har skrevet hjem. Det er ikke fordi, vi ikke har haft tid. Tværtimod. Men der var ligesom en solstol, der skulle passes, så jeg kunne forsøge at forebygge at blive mødt med den klassiske ”øøøøh-har-du-ik’-været-6-uger-i-de-varme-lande-kommentar” (refererer til min (åbenbart ikke brune nok) hudfarve), når vi kommer hjem. Så det er egentlig heller ikke fordi, der er så meget at berette om. Meeeen… Nu er det jo en tekstforfatter, der sidder bag skærmen. Det er mit job at finde små sjove historier i noget, der ellers er røvkedeligt. Som eksempelvis desinfektionsgel og nikotintyggegummi. Og begge dele skal I faktisk få historier om i denne update. Kæft, en cliff-hanger, hva’? 😜

Men først: Bali. Her startede jeg med at smide mit dankort væk. Så det var en rigtig hyggelig første aften. Jeg glemte simpelthen at få det med fra hæveautomaten. Jeg er åbenbart så stort et vanemenneske, at jeg har vænnet mig til, at man får kortet først og så pengene bagefter, så når det så pludselig er omvendt, er det åbenbart mere, end min rutine-hjerne kan kapere. Heldigvis opdagede jeg hurtigt, at kortet var væk (det er fordelen ved, at man bruger penge hele tiden 🤣). Og heldigvis har jeg utroligt servicemindede bankfolk i mit netværk, så efter en panik-SMS hjem til Danmark var alt spærret og klaret. Tusind tak til Helle Elnegaard for utrolig hurtig ekspeditionstid og meget medfølende det-sker-for-selv-den-bedste-SMS’er ❤️. På Bali havde vi først to dage i Ubud, hvor vi har været en gang før. Den primære grund til, at vi var taget hertil var, at jeg i fødselsdagsgave af Jacob havde fået en middag på en restaurant, jeg havde udset mig sidst vi var her, hvor man sidder inde i sin egen ”cocoon”. Altså sådan en her 👇🏼

Her var jeg så heldig at blive forkælet med en 8-retters menu med vin til. Perfekt fødselsdagsgave ❤️. Ønsker mig det samme i år.

Herefter havde vi 5 dage i surferbyen Canggu, hvor vi boede på et dejligt hotel ved stranden og havde værelse med direkte adgang til poolen. Så gik der lige 5 dage med at ligge der og drikke Bintang og læse bøger. Vi var sindssygt heldige med vejret. Vi havde forberedt os selv på regn, da januar er midt i regnsæsonen. Men det blev kun til et par enkelte småbyger og ellers havde vi stort set sol hele tiden. Hvor heldig har man lige lov at være? Og når der endelig kom en lille kumulus, var det kun rart, for det kan altså godt være liiiiiidt hårdt at ligge og fede den i 35 grader. Man lærer i hvert fald at holde af at svede 😅.

Da vi skulle flyve videre fra Bali, var det lige på det tidspunkt, hvor alle snakkede om Coronavirus. Det var også det tidspunkt, hvor vi – OG RESTEN AF VERDEN ÅBENBART – løb tør for desinfektionsgel. Såååååeh det var en rigtig lose-lose-situation. Ikke én butik i lufthavnen lå inde med hverken masker eller desinfektionsgel. Der var simpelthen udsolgt. Det kunne vi også næsten have sagt os selv, da ca. 80% af alle mennesker omkring os havde maske på. Men set på den positive side: Så var der ingen, der gad sidde ved siden af os 👍🏼
Og heldigvis var næste stop Singapore – et ordentligt, moderne og civiliseret samfund, hvor man må formode, at man må kunne købe en desinfektionsgel i bare én af de tusindvis af butikker, der er i deres enorme lufthavn. … Du har nok gættet det: “Sold out”. “Out of stock”. “Don’t have anymore”. Så nu gjaldt det altså bare om at undgå at røre ved noget, nogen andre mennesker havde rørt ved. Det er altså ikke verdens letteste øvelse, når man er på farten, skal jeg hilse at sige.

Nå i Singapore havde vi bare en enkelt overnatning i deres nyåbnede tilkobling til lufthavnen ”The Jewel”: Et kæmpe shoppingcenter, indrettet rundt omkring verdens største indendørs vandfald. Imponerende! Og fedt lige at få den oplevelse med på vores ”mellemstation”.

Næste formiddag tog vi en færge over til den nærtliggende indonesiske ø Bintan og så en anden båd videre til den lille private ø Cempedak Island. Og lad mig bare sige det sådan: Skulle der sidde nogle ligesindede hotelnørder ude på linjen, så følger her den absolut største anbefaling til et sted, der skal på din bucket-list. I får hotelnørden på slap line her, værsgo:

Indrømmet: Det gjorde lidt ondt i dankortet, da vi hjemmefra bookede 3 nætter på Cempedak Island, efter at jeg havde haft en indre dialog kørende med mig selv + en med Jacob + en med ukendt antal ”rådgivere” om, hvorvidt vi skulle gøre det eller ej. Det overbevisende argument kom fra en god ven, som sagde: ”Fie, det sted kommer til at hjemsøge dig, hvis I ikke tager derhen. Og det er jo ikke så dyrt, at I ikke har råd til det”. That’s what friends are for!
Så vi bookede. Og for fanden, hvor var det bare alle pengene værd!

Èn ting er den fuldstændigt gennemførte Private Pool Jungle Villa, som man bor i 👇🏼

Villaen var så stor, at jeg på ingen måde kunne få det hele med på ét billede.

En anden ting er, at der kun er 20 af de villaer på hele øen (og kun to personer pr. villa. Man skal jo nødig føle sig klemt … 😂). Og derudover kun resortets faciliteter. Resten af øen er ren jungle.

En tredje ting er, at du med i prisen for din villa får ALLE måltider. Og her taler vi altså all inclusive på et helt nyt niveau. Til hvert morgenmåltid får man to retter. Og til hvert frokost- og hvert aftensmåltid får man tre. Der er ikke noget menukort. Der er en speciallavet menu hver dag (for at undgå madspild). ”Jamen, hvad så hvis man ikke kan lide det, menuen står på?”. Det kan man! Samtlige måltider var overdådige. Vi fik de lækreste indonesiske specialiteter og den bedste bøf, jeg har fået LÆNGE. På en fucking lille øde ø i Indonesien. Jeg bøjer mig i sandet.

En fjerde ting er, at hver villa har sin egen iPad, som man fx kan bruge til nedenstående 👇🏼

Vi havde lige en falske champagne, vi gerne ville have holdt kold - en surprice, som genboerne havde arrangeret for os ❤️

Det mest imponerende af det hele var dog servicen og venligheden, vi blev mødt med. Vi blev tiltalt med vores fornavne lige fra vi satte benene på øen af flere af personalerne. Man følte sig ekstremt værdsat og velkommen. Og ikke på den der oh-hellige-gæst-jeg-tilbeder-dig-og-er-en-stor-undskyldning-for-mig-selv-agtige måde, som det nogle gange godt kan opleves i Asien. Men mere på den der venne-måden. En aften endte vi med at sidde og spille terninger med personalet også. Jacob gav et stykke af sit nikotintyggegummi til vores ”host” Samuel, og så gik rygterne ellers blandt de ansatte på øen om dette magiske tyggegummi, som skulle kunne fjerne rygetrang, og pludselig var Jacob blevet øens tyggegummipusher. I skulle have set glæden i Samuels øjne, da Jacob forærede ham et helt brev, da vi forlod øen. 😍
At det så ovenikøbet også er et resort, der er gennemført bæredygtigt, gør utrolig meget for de lokale nærtliggende samfund og behandler deres personale godt – bl.a. ved at give dem højere løn, en 5-dages arbejdsuge (Indonesien-standard er 6) og betaler for lægehjælp for både ansatte og deres familier, er jo bare et kæmpe ekstra plus.
Jeg kunne tale meget længe om Cempedak Island – så det kan I jo glæde jer til at opleve, når vi kommer hjem 😜

Efter 3 dages ø-luksus blev det tid til at sige farvel og tage tilbage til Singapore for at flyve til turens sidste destination. Før vi fik lov at gå ombord på færgen, fik ALLE passagerer målt deres temperatur med sådan en scanner. Bare lige for at give et indblik i, hvor meget man er oppe at køre over Coronavirus på disse breddegrader. Vi var stadig uden desinfektion, men heldigvis på normal kropstemperatur. Vi skulle nå et fly 2 timer og 15 minutter, efter færgen ankom til Singapore. Det tog kun et kvarter at køre til lufthavnen, så vi havde beregnet, at det nok skulle gå. Men der gik lidt tid med at komme igennem immigration og få vores kuffert igen. Og da vi endelig skulle have fat i en taxa, så kom der bare ingen! Nu var der kun lidt mere end halvanden time, til vi skulle flyve. De af jer, der kender min rejsekammerat bedst, kan nok forestille jer hans sindstilstand på daværende tidspunkt. Da der så endelig kom en, kunne chaufføren ikke få plads til vores kæmpe flashpacker-kufferter i bagagerummet. Han møvede dem frem og tilbage, lukkede klappen forgæves mange gange. Da vi endelig troede det lykkedes, så bippede ”bagagerum-åben-knappen”, da han begyndte at køre. Så ud og åbne og lukke igen. Det er ikke en overdrivelse, hvis jeg siger, at dette gentog sig 5 gange (!), indtil den mest stressede af de involverede trådte i kraft og måtte sidde med kæmpekufferten på skødet på bagsædet.

MEN vi nåede det det selvfølgelig. Og næste morgen landede vi i Dubai. Landet med de helt utroligt mange skyskrabere og evigt solskin. Og så skete det!!! På apotek nummer 3! Desinfektionsgel. Vi blev så glade, at vi overhovedet ikke kiggede på hverken produktet eller prisen. Vi købte bare. Så nu ejer vi så en kæmpe stor og fancy desinfektionsspray, som knap nok kan være i min taske, og som vi har betalt 160 kroner for. Velkommen til Dubai-priser. Wow, hvor er alting dyrt her. Og det gør det ikke bedre, at man kommer direkte fra Indonesien. Det er ikke udsædvanligt at give omkring 80 kroner for en øl. Eller 350 kroner for en ”rejer i Panaeng Curry” på en almindelig restaurant (og ris skal du naturligvis tilkøbe som side order). Eller 350 kroner for at komme op i verdens højeste bygning Burj Khalifa. Eller 180 kroner for at komme ind og få en drink på verdens eneste (uofficielt) 7-stjernede hotel Burj al Arab. … Så det gjorde vi selvfølgelig. 🙈 Ellers havde vi vel ikke rigtig været i Dubai, vel?

Burj al Arab. Måske verdens mest luksuriøse hotel? Vi havde desværre kun råd til et lille drinks-visit.

OG NU… Sidder vi så i flyet på vej mod Danmark. Med Norwegian. 7 timer og 15 minutter med dårlig benplads, ingen skærme i sædet og ingen mad eller drikke. Hvor er jeg dog heldig, at jeg har jer at skrive til 😉 Og at komme hjem til ❤️

Og hvor jeg er heldig at have været på endnu et vildt fantastisk eventyr med min yndlings rejsemakker.

Tusind tak fordi, I gad at læse med.

P.S. I skal da ikke snydes for et billede af den famøse desinfektionsgel 👇🏼

Blog

BADEFERIE, DEN VILDESTE JUNGLEVILLA OG JAGTEN PÅ DESINFEKTIONSGEL