Hi guys!

Vi befinder os pt på færgen mellem Nord- og Sydøen og har ca. 3 timers sejlads foran os. Det pisser ned. I dag er det ingen fornøjelse at kigge ud af vinduet. Så er tiden klart bedre brugt på at skrive hjem. Vores gennemført inkompetente boarding her på færgen vidner i øvrigt meget godt om, hvor urutinerede vi er udi færgesejlads. Vi kom ombord, og der var masser af ledige pladser. Jacob foreslog tre udmærkede steder, vi kunne sidde os, men frøken ”alt-skal-være-perfekt” var lettere tung at danse med. ”Ej, det er lige ved indgangen, her sidder alle sig jo”, ”ej skal vi ikke se, om vi kan få en vinduesplads?”, ”Ej, jeg gider ikke sidde på en række med andre folk”. Klip til 10 minutter senere, hvor alle pladser er optagede, og Frøken Knap Så Perfekt må se sig slået med stillingen: Dum(me) dansker(e): 0 – Alle andre på færgen: 1.
Meeeeeeen… Hvad man ikk’ har i hjerneceller, må man have i cool cash. Så nu sidder vi så i loungen med ”reclining leather seats” og ”gorgeous views” (bortset fra at det er så dårligt vejr, at du kun kan se 30 meter frem i horisonten… men lad nu det ligge). Det kostede mig 40$ i alt. Med i købet fik vi en voucher til mad og drikke på 30$. Den kan vi få to store flat whites, en stor vand OG frokost for. P.E.R.F.E.K.T. Alle andre på færgen: 1 – Dumme Danskere: 100! 🙌🏽

Mig, der føler mig smartere end alle andre

Den ultimative sidsteplads går dog til de to backpackere, der har købt adgang til loungen for frivilligt at sidde på gulvet og spille kort. Jeg gentager: PÅ GULVET. Jeg er rystet. Det burde næsten koste et direkte rødt kort – ud af loungen.

Hvordan jeg har det med folk, der sidder på gulvet i loungen …

Nå. Egentlig skulle det jo handle om første del af vores roadtrip. 10 dage på Nordøen. Venstrekørsel. I en Toyota Corolla Sedan. Fin dyt. Upgrade fra Huyndai i10’eren i hvert fald.
De første tre dage var vi i Coromandel. Jeg kan ikke forklare, hvor det ligger. Det kan Google Maps, hvis det skulle have interesse. Højdepunktet her var klart vores mini-hike op til udsigtspunktet over New Chums Beach. Det er ikke en specielt lang hike, men den er ret udfordrende, da det er i meget bumpy terræn, hvor man kravler opad på store sten. Vi synes jo, den slags er super sjovt. Og udsigten fra toppen var virkelig, virkelig flot! Og netop fordi det er en lidt af en udfordring at komme derop, er det ikke så overrendt. Vi fik toppen for os selv i 10 minutter. Ret fedt! Vi var også forbi Cathedral Cove (kendt fra Narnia-filmen), som også er super flot og fascinerende, men totalt overrendt!

… og den væsentligt mere crowdede Cathedral Cove

Herefter kørte vi til Whakatane, hvor vi havde booket en overnatning i en yurt på en privat avocado-farm. Hvad er en yurt, tænker du? Det’ så’n en her 👇🏼

Beklager, man kun kan se halvdelen af yurten på billedet. Men det er et stort rundt luksus-telt, indrettet som et rigtigt “hjem”. Pis’ hyg’ligt!

Vi havde eget udendørs spa, og der lå friske avocadoer fra egen farm og kiks og ost til os ved ankomst. Og vi havde skønt vejr til at kunne nyde den store terrasse. Virkelig en hyggelig oplevelse (måske især fordi der også blev konsumeret to flasker vin på 5 timer 😅 – det er vel ferie)!

Herefter kørte vi til Rotorua; byen, der er kendt for at lugte af prut. Yes. Det er nemlig også byen, der er kendt for at have mange termiske parker og gejsere. Man vænner sig til lugten. Ved ikke helt, om det er godt eller ”skidt” (haha mor – der var lige en joke til dig). Anyways her var vi både i termisk park og på besøg i en Maori Village. Maori er det oprindelige New Zealandske folk. Det er dem, der er kendt for den meget aggressive Haka-dans. Sjov oplevelse.

Han gør det da ret godt som Maori, ikk’?

Næste stop var Waitomo. Her skulle vi på Black Water Rafting, hvor man bliver iklædt våddragter og en badering, som man flyder rundt i nede i en underjordisk grotte, som er fyldt med magiske glowworms. Jeg havde prøvet det, da jeg var i NZ første gang, og det var heldigvis en ligeså fed oplevelse for Jacob, som jeg havde håbet på.

Man kan slet ikke se, hvor meget vi fryser på det tidspunkt her :)

Og så var det tid til noget, vi havde glædet os meget til. Tongariro Alpine Crossing: En 19,4 km hike i ret vildt terræn i det område, hvor Lord of The Rings-filmene er optaget. Også den havde jeg prøvet, da jeg var her første gang, men desværre i rigtig dårligt vejr. Så jeg var meget opsat på at prøve det igen og få den flotte udsigt med denne gang. Aftenen før vi skulle afsted fik vi dog desværre besked om, at der var ”rahui” på trekket. Det betyder, at trekket er lukket. Samme dag var der en ældre mand, der desværre var død oppe på bjerget, man trekker på. Ganske forfærdeligt. Og af respekt lukker man trekket de næste to dage. I stedet blev vi tilbudt at gå et andet trek, som skulle være noget lettere på trods af, at det var lidt længere. Det takkede vi (lettere skuffede) ja til.
Så næste morgen ringede uret kl. 5.15, og så var det afsted. 5 timer og 48 minutter senere stod vi ved bilen igen med de ømmeste stænger i verden efter at have gået 26 km i utroligt imponerende, men MEGET ensformigt landskab. Det er mentalt udfordrende at vandre i landskab, der ikke ændrer sig. Det giver dig følelsen af, at det aldrig stopper. Hvad der ikke var af udsving på ruten, var der til gengæld i en af de to deltageres humør. Nu vil jeg ikke nævne nogle navne, men det var den med de længste ben (utroligt nok …). Der blev svoret mange gange på den tur, at ”du får mig aldrig med til sådan noget her igen”. Nu skal det så også tilføjes til historien, at vi går utrolig hurtigt. Jacob og jeg tilhører de 5% af verdens befolkning, der går hurtigst. Hvordan jeg ved det? Det er efter mange års grundige studier, hvor vi i gennemsnit har oplevet at overhale andre skildpad… øh, jeg mener mennesker 95% af tiden og kun selv er blevet overhalet 5% af tiden. Simpel matematik. Og det gør sig både gældende, når vi går en tur igennem gågaden – og altså også når vi trekker. Vi har kun målet for øje. Så efter det første kvarter, var vi væk fra resten af flokken. Og vi så os aldrig tilbage!

På trods af lidt humørsvingninger og en halv skilsmisse undervejs, var vi dog begge enige om, at Tongariro Traverse-trekket havner på top 3 over turens bedste oplevelser indtil videre.

I går kørte vi så til hovedstaden, Wellington, som er en ret lille og virkelig hyggelig hovedstad. Kombien af dårligt vejr, begrænset bevægelighed i bentøjet og det faktum at udvalget af nice cafeer lige var gået fra 0-0,5 (i de små byer på roadtrippet) til +100 gjorde, at det blev en dag, der primært blev brugt café-crawling. Fandmer hyggeligt.

Espresso martini. Med marengs. Bundselbrændt marengs. 🤤

Og så fik jeg endelig indhentet mig selv med skriveriet – nu er jeg nemlig nået til lige præcis der, hvor vi er nu: På færgen på vej mod Sydøen og nye eventyr!

C’ ya!

P.S. Bedst som man troede, det ikke kunne blive dummere, så har de to gulv-siddere fra loungen nu været væk i 1,5 time (siden de rejste sig fra gulvet). Altså det eneste, der er dummere end at sidde på gulvet i loungen, det er sguda helt at lade være med at sidde i den. 🤡🤡 Det kan være, de forstod det med det røde kort…

Blog

ROAD TRIP Part #1: Et aflyst hike, et nyt hike - og din chance for at se Jacob i våddragt, gummistøvler og styrthjelm!