Hello people!

We’re on the road again – og pt ca. en tredjedel inde i vores NZ road-trip. Og selvom det føles som laaaaaaang tid siden, vi forlod Asien, så er det faktisk kun lidt over en uge siden. Time flies, when you’re …færddiggør selv den kliché! 😉

Turen til NZ var delt op i to etaper (jep – der var den igen: etaperne). Først 45 minutters flyvning tilbage til Singapore og derefter 10 timer til Auckland i New Zealand. Efter den horrible oplevelse, hvor vi blev skilt fra hinanden i 7 timer på flyet til Singapore, havde vi været inde og booke sæder online på forhånd forud for disse to flyvninger. Og det gav os anledningen til at afprøve et trick, som Jacob havde set en video med på YouTube: The Middle Seat Trick. Det går ganske enkelt ud på, at man, på en række med tre sæder, vælger vinduessædet og gangsædet, når man reserverer plads. Der skulle efter sigende være mindre sandsynlighed for, at systemet placerer en anden rejsende mellem to reserverede sæder end ved siden af dem. Og fandme om ikke det virkede! Vi fik en hel række for os selv. Det var desværre kun på den korte flyvning til Singapore, at det kunne lade sig gøre at udføre The Middle Seat Trick. Flyet videre til NZ var proppet op! Men vi har jo maaaasser af fly på tour-planen endnu, så vi vender stærkt tilbage med en update på, om det var et one-hit-wonder, eller om det rent faktisk er verdens mest geniale flight-hack! Fortsættelse følger …

På trods at et propfyldt fly og lidt for meget turbulens i forhold til min smag, så lykkedes det os alligevel at få sovet hhv. 4 og 8 timer. I kan jo selv gætte, hvem det var, der måtte vække hvem til morgenmaden igen … 🙄

Da vi ankom til Auckland, var det som om, alt gik vores vej. Vi havde netop stillet os i den længste immigrationskø, da ”the officials” åbnede for en helt ny kø, som de bad os gå over i (det er altså noget, der giver plusser i de utålmodige danskeres bog). Efter vi havde lavet ny PR i tid-brugt-på- immigration, gik vi direkte ud til kuffertbåndet, hvor vores 2 kufferter kørte os direkte i møde, hvorefter vi fortsatte ud til bussen til byen, som vi ventede tre minutter på. Amen så er lykken da gjort, hva’?
Knap så smurt gik det dog, da vi skulle finde et sted at spise frokost. I New Zealand har man åbenbart andendagstømmermænd efter nytårsaften, så stort set alle caféer var lukket. Det kom totalt bag på os, da Auckland trods alt er New Zealands største by. Vi fandt dog efter lidt søgen en lille fransk cafe, hvor vi kunne sidde lige i solen og få tapas og et glas vino 👌🏽
Resten af dagen brugte vi på en lille hike op til toppen af Mount Eden, Aucklands højeste punkt. Der var en ret lang gåtur derud, hvor vi gik forbi en masse spændende butikker …som var lukkede. Det var faktisk sådan lidt spøgelsesagtigt. Da vi nåede frem til bunden af Mount Eden, var der dog lidt tegn på liv i form af ligesindede turister, der også skulle op og have et billede fra toppen. Det gik stejlt opad, så man fik også lige en gratis balletræning for pengene – som i øvrigt var: 0 kr. Ja, de bedste oplevelser kan altså også godt være gratis. En god oplevelse var det i hvert fald. Man fik det vildeste udsyn over hele Auckland, og det var bestemt hele den lange gåtur værd!

Se selv 👇🏼

På toppen af verden (eller bare Auckland …)

Dagen efter skulle vi med færge over til den nærtliggende lille ø Waiheke. Som du næsten kan høre på navnet, er det en rigtig ferieø, hvor der bor 8000 mennesker om vinteren og 30-40.000 om sommeren. Inden da havde jeg dog planlagt, at vi skulle ud på en meget fancy og insta-venlig café og have avo-madder og vafler og pocherede æg og spiselige blomster. Så kan I forestille jer min ”lange nase”, da vi blev mødt af et ”sorry, we’re closed-skilt” ved døren? Ej, come on. Nu er det altså d. 3/1! What’s going on???

Nå, så måtte vi op til den lille franske igen. Og derefter med færgen. Dagen på Waiheke gik primært med at komme fra vingård til vingård – uden at blive alt for fuld. Vi nåede 4 styks og havde en dejlig dag med solskin næsten hele dagen og masser af kilometer i benene og alkohol i blodet 😎 Jeg tænker, det er en god kombi!

Da vi kom hjem, skulle vi prøve noget, jeg havde glædet mig meget til. Vi var så heldige at have fået et tilskud til en is på Giapo af min søde lillebror i julegave. Giapo er en isbar, hvor man har gjort isvafler til kunst. Ja, man kan nærmest kalde det en attraktion, hvilket den lange kø ud på gaden hver gang vi gik forbi, vidnede meget godt om. Meget belejligt var Giapo faktisk naboen til vores hotel, så vi kunne holde øje med, hvornår køen var kortest og så slå til. Når man kommer ind i butikken, får man først en forklaring af konceptet, en uddybning af de forskellige typer vafler og derefter smagsprøver på SAMTLIGE af deres is. Så sammensætter man sin is og venter pænt på, at den bliver kreeret. Jeg var fristet af at vælge Squid Cone-vaflen med ”blækspruttearme” og selfie-vaflen, hvor der er en decideret selfie-ramme af chokolade monteret på vaffen. Men vi gik dog begge med en af de mere ”normale” valgmuligheder. Min vaffel var med Hokey Pokey is, overtrukket med chokolade og med knasende honeycombstykker monteret på chokoladen som en guld-hanekam. NOM. NOM. NOM. Jeg måtte lade Jacob spise den sidste tredjedel OG springe aftensmaden over. Det var alligevel for meget af det gode, for den lille mavesæk, som jo ikke havde spist så meget de forgangne dage. Men fedt at kunne tjekke den af bucket-listen. Tak til Christian ❤️ Og tak for nu!

See you in another afsnit.

Blog

Velkommen til NZ - alt er lukket!