Halløj igen!

Vores road trip I New Zealand er i fuld gang. I dag skal vi køre i 4 timer. Og selvom man fint kan få tiden til at gå med blot at kigge ud af vinduet, så ville jeg også lige udnytte muligheden til at få fulgt op, hvor jeg slap jer sidst: Da vi skulle rejse videre fra Singapore til Kuala Lumpur. Heldigvis er det kun en lille flyvetur på små tre kvarter. Da vi pakkede, havde jeg sagt til vores ven Virus, at der ikke var plads til ham i min kuffert. Så han forvandlede sig til en ægte man-flu og hoppede direkte over i Jacobs i stedet. Så også i Kuala Lumpur blev der brugt meget tid på hotellet. Heldigvis var dette hotel i den grad værd at skrive hjem om. Vi havde booket os ind på Mandarin Oriental, fordi jeg havde læst, at det skulle være det bedste sted at være i forhold til at kunne se fyrværkerishow nytårsaften. Og nå ja; så skal jeg da gerne indrømme, som den kæmpe hotel-nørd jeg er, at jeg længe godt har kunnet tænke mig at prøve at bo på et Mandarin-hotel. Så at det tilfældigvis lige var dét hotel, der lå bedst i forhold til nytårsaften, gjorde jo ligesom, at der ikk’ rigtig var noget at pille om (læs: vi lukkede øjnene og betalte). Og jeg fortryder ikke et sekund. Det var absolut alle pengene værd. Vi oplevede service i en grad, som vi aldrig har oplevet før (og nu har vi efterhånden en række rimeligt luksuriøse ophold på CV’et). Vi taler den slags service, hvor der er én ansat til at trykke på elevatorknappen for dig. Den slags service, hvor du får en complimentary cookie, hvor glasuren er formet som en smiley, når du tjekker ind. Den slags service, hvor der kommer en mand ind på dit værelse om aftenen for at trække gardinerne for for dig. Den slags service, hvor der bliver skænket vand for dig konstant, når du ligger ved poolen. Den slags service, hvor der bliver påmonteret et bord på din liggestol, så du endelig ikke skal bevæge dig, når du bestiller mad, når du ligger ved poolen. Den slags service, hvor du får to KÆMPE LANGE håndklæder, som der naturligvis er en tjener, der beklæder din pool-liggestol med for dig. Og i øvrigt den slags service, hvor du ikke selv vælger liggestol. Det har man verdens mest professionelle pool boy til at holde system i. Og det er fucking genialt. På den måde undgår du nemlig ”danskere-der-skal-op-og-spærre-en-liggestol-klokken-6-om-morgenen-syndromet”. Og det er som om, Pool Boy har øjne i nakken og et usammenligneligt talent for at spotte, hvornår folk bare forlader deres liggestol for at bade/gå på toilet – og hvornår de forlader den ”for good”. Lige så snart nogen forlader en liggestol ”for good”, bliver evt. ventende gæster (som i øvrigt er blevet placeret i en lille lækker ”vente-lounge”) straks vist hen til deres nydeligt opredte liggestol og stukket et glas vand i hånden med et ”sorry for keeping you waiting so long” (i mit tilfælde var ”so long” 7 minutter). Og det skal altså lige tilføjes, at denne service opretholdes på et stort hotel med mere end 600 værelser. Hotel-nørden er imponeret, kan I nok fornemme!

Mig, der lige har fået placeret en frokost inkl. spisebord foran mig.

… Så derfor gjorde det ikke noget, at de to første dage primært blev tilbragt på hotellet sammen med Virus-fyren. Det eneste, der var lidt ærgerligt, var, at ingen af os havde den store appetit, så vi kunne ikke rigtigt nyde den overdådige (og gratis) morgenbuffet. Jeg plejer ellers gerne at gå ombord i både dumplings, nudelretter og underlige asiatiske kager i sådan en buffet, men det blev desværre ikke mere eksotisk end et stykke ristet toastbrød og lidt yoghurt for mit vedkommende de første par dage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så lidt lyst til mad, der smager af noget. For en stund frygtede jeg, at jeg aldrig ville få lyst til asiatisk mad igen. Det tanke var jo totalt uoverskuelig for Mr. & Mrs. Panaeng-curry! 😳. Men selvfølgelig var det ikke tilfældet. Det sker først den dag, der er 8 dage på en uge. Og d. 31/12 vågnede vi op og var begge friske. Og sultne! Og klar til nytårsfest om aftenen. Hvilken timing! Hele dagen brugte vi på sightseeing. Der var jo nogle spildte dage, der skulle indhentes. Vi var bl.a. ude og se Batu Caves – et tempel, der ligger inde i en stor drypstensgrotte, og hvor man skal gå op ad en lang farverig trappe for at komme ind. Det var super flot og er forståeligt nok en stor attraktion, som vi delte med vel omkring 300 andre turister og ditto aggressive aber, der håber på, at en gavmild turist har sneget en banan med i lommen. Jeg havde købt en lille souvenir, som jeg havde med i en lille pose. Og for en abe er en pose = mad. Så pludselig stod jeg på vej ned ad trappen face to face med en abe, der var mere end klar på at angribe min pose med en lille metal-figur af Petronas Towers. Heldigvis kom dyrehviskeren Jacob mig til undsætning og frontede aben i en intens stirrekonkurrence, som Jacob heldigvis vandt, så han kunne banen vejen sikkert for souvenir-dronningen.

Efter det var vi på marked, i Chinatown OG i food court og få Chinese Pork Buns. Ja, undskyld hvis du fik kaffen galt i halsen, men ja – Jacob har spist i et food court. Og ved I hvad? Han fik slet ikke ondt i maven bagefter. Ikke engang placebo-ondt-i-maven. What a miracle!
Om aftenen stod den på nytårsfest på Mandarin Oriental. Festen foregik ved restauranten ved poolen, hvor der var dækket fint op med nytårspynt og 2020-isskulptur. Og en overdådig seafood-buffet. Vi taler østers, muslinger, sushi, hummer, kæmperejer, blinis, rogn. Vi taler foie gras tilberedt direkte på pande (hvis man er til den slags – det bliver et nej tak herfra dog!). Vi taler små nydelige kager og desserter og oste i lange baner. Vi var SÅ taknemmelige for at have fået appetitten tilbage! Kl. 22.30 gik DJ’en på, og jeg må bare sige, at han gjorde sit job godt – og virkelig formåede at tilpasse sig det blandede klientel, der er på sådan et stort hotel. Den eneste finger, jeg har at sætte på ham, var, at han ikke helt formåede at matche sin audio-play countdown til virkeligheden. Så da vi havde talt ned fra 10 og til 1, gik der yderligere 15 sekunder før fyrværkeriet startede. Men waaaaaauw hvor var det flot! Og meget svært at beskrive. Men det særlige er, at i stedet for at man køber sit eget fyrværkeri og fyrer af, så er det ét stort professionelt show, som styres af professionelle fyrværkere. Det er altså noget andet end knaldperler. Og sådan et show varer ca. 10 minutter. Efter det var der fest. Men vi gik i seng. Næste dag ventede nemlig en flyvetur på 12 timer! Jeg kunne ikke forestille mig en bedre start på 2020.

Og Virus? Ham lod vi blive i 2019.

Man sku’ nok ha’ været der. Men I får lige et billede alligevel.

That’s it for now. But stay tuned, hvis I vil høre, hvordan vores NZ-eventyr startede – og have verdens bedste trick til, hvordan man får en sæderække helt for sig selv i et fly! #middleseattrick.

P.S. Jeg har helt glemt at fortælle, at vi, trods tarvelige vejrudsigter, havde sol fra en skyfri, 30 grader døgnet rundt og ikke så meget som en dråbe regn samtlige 5 dage, vi tilbragte i Asien. Hurra for regnsæson!

Blog

Nytårsaften på 5-stjernet luksushotel i Kuala Lumpur!