Happy new year from the other side of the world!

Så fik jeg endelig tid til at skrive hjem – her 12 dage efter, vi forlod Danmark og boardede verdens største passagerfly; A380’eren mod Dubai. Forude ventede 6 dage med riiiiigtig meget rejse, fordelt på 3 etaper. For Jacob er det at rejse lidt som en Tour de France-metafor; alt deles op i etaper! Først skal vi afsted til tiden. Så over broen. Så til lufthavnen. Så check-in. Så Security. Så nå ud til gaten til tiden. Så …dan kunne det blive en meget lang og kedelig update det her. Så I får den lige i Fie-etaper i stedet: 1: Danmark til Singapore (via Dubai). 2: Singapore til Kuala Lumpur (Malaysia). 3: Kuala Lumpur til New Zealand (via Singapore).

Strategien for første etape var klar: Undgå at sove på flyet til Dubai – så vi helt sikkert kan sove på flyet til Singapore. Hvad der dog ikke var en del af strategien var, at vi ikke kom til at sidde sammen på flyet mod Singapore. Altså ”sove-flyet”. Og den indiske solo-rejsende dame ved siden af mig, var på ingen måde interesseret i at bytte sin gangplads med Jacobs midterplads. Så der var super god stemning mellem hende og jeg resten af turen … Jacob virkede tilsyneladende dog ikke til at lide de store gener ved savnet af en lille stump, der normalt bruger ham som hovedpude og madras på natflyvninger. Da vi nærmede os Singapore, kunne fornærmede Fie sidde og se 2 rækker længere frem på sin store sovetryne af en rejsemakker i fuld flyvermondering (kompressionsstrømper, hovedtelefoner, nakkepude og øjenbind), der måtte decideret vækkes af en stewardesse for at rette sædet op ”in upright position, sir”, fordi vi skulle til at lande. Så han var godt udhvilet, da vi landede i Singapore. Og jeg var nu både fornærmet og misundelig … Heldigvis havde jeg glædet mig meget til at komme til Singapore, fordi jeg som en overraskelse til Jacob havde planlagt, at vi skulle bo på The Fullerton Hotel, som er et ikonisk og meget smukt hotel i Singapore. Min plan var, at han ikke skulle finde ud af det, før vi stod af metroen og jeg, i stedet for at gå forbi, så ville svinge ind på hotellet og sige: ”Surprice babe! Vi skal bo her!” Problemet var bare, at man skal udfylde sådan nogle ”arrival cards” for at komme igennem immigrationen i Singapores lufthavn. Og på dem skal man skrive, hvor man skal bo i Singapore. Så da Jacob var i gang med at udfylde sit kort og spurgte: ”hvor skal vi bo?”, ja … Så var den ligesom ødelagt. Egentlig løj jeg først. Men så slog tanken mig, at ordensmennesket måske slet ikke ville kunne nyde at være på det lækre hotel, velvidende at der stod en forkert adresse på hans ”arrival card”. Så ja – det var et super romantisk moment der i køen til immigration i Singapore … 🙄

Nå – vi ankom til hotellet, som VIRKELIG var flot, da julepynten stadig hang på facaden. Rød løber, lyskæder og guld i lange baner. Hvad mere kan man ønske sig? Måske et ligeså overdådigt værelse. Well, not this time. Værelset var desværre lidt skuffende. Intet specielt over dét, hvilket jeg var lidt skuffet over, da det jo, som de hurtige nok har regnet ud, ikke bare var ”et greb i lommen” for de to overnatninger, vi skulle have der. Nå, fuck det, så meget skal vi jo heller ikke være på det værelse, tænkte vi … Lige indtil vi opdagede, at vi havde fået en ubuden gæst med fra Danmark. Sådan én, der starter med ”V” og slutter med ”irus”. Så derfor har vi faktisk ikke særlig meget at fortælle fra Singapore. For jeg var ikke meget værd. Jeg var ikke sådan syg-syg. Men havde ingen energi og ingen appetit. Men vi prøvede at gå lidt rundt i byen, og efter en halv time måtte jeg spørge Jacob, om ikke vi kunne gå hjem igen. Det sker ALDRIG. Jeg skal satme normalt ikke gå glip af noget. Den søde kæreste var heldigvis forstående. Så det blev lige til en 3-timers middagslur. De af jer, der har rejst til Asien, ved, at det ikke er den bedste kombi med jet-lag. Så jeg var virkelig i et dilemma mellem at sove for at blive rask eller at undgå at sove for at prøve at modarbejde jet-lag. Det endte med en mellemting. Og pludselig var 1,5 dag gået, og det var tid til at komme videre til Kuala Lumpur. Vi nåede dog at få to ok aftener i Singapore, hvor jeg var frisk nok til at gå ud at spise (lidt), og vi kunne genopleve bare lidt af det, vi elsker så meget ved Singapore.

Nu lyder det hele som om, at vi ikke har det godt. Det har vi! Nu har vi i hvert fald! Men man skal jo huske at dele både det gode og det mindre gode ikke?

Næste gang: Få svaret på, om Hr. V Irus også tog med til Kuala Lumpur. Og hvordan det er at holde nytårsaften i 32 grader på et af de bedste hoteller, vi nogensinde har boet på!

Seeeees!